Sluk din autoradio og skru op for dine ordrer

Når du er på vej ud til dine kunder, er din autoradio sikkert ofte tændt, og du bliver på én gang både underholdt, men desværre også forstyrret i din forberedelse til mødet med kunden.

Lad mig dele en af mine små rutiner med dig, som helt sikkert også vil skrue op for dine ordrer.

 

Radioen er din værste fjende på vej ud til kunderne.

 

Min erfaring er, at det ikke er en god ide, at du sidder og lytter til dårlige nyheder, platte radioværter, politiske diskussioner, økonomisk krise og andre negative vibrationer på vej ud til de kunder, der skal give dig ordrer med hjem og sikre din virksomheds overlevelse.

Du skaber langt bedre kundeoplevelser, når du blot slukker din autoradio. Eller skruer helt ned for den, så det kun er trafikmeldingerne, du kan høre.

Den ro, du får, giver dig mulighed for at koncentrere dig om, hvordan du giver det vigtige førstehåndsindtryk og indleder samtalen med din kunde på en god og værdiskabende måde.

Samtidig giver stilheden dig også lejlighed til at gennemgå de vigtigste argumenter for, hvorfor kunden skal vælge at handle med netop dig.

Du får også tid til at gennemtænke de mulige indvendinger, kunden helt sikkert kommer med.

 

”Jamen Ulrik, det er jo hele tre ting på én gang …”

”Ja, og der er mere endnu!”

 

Denne lille rutine er helt sikkert en af nøglerne til at skabe flere og mere loyale kunder, og tro mig – det er der ikke mange andre sælgere, der benytter sig af.

Som du ved, så er det ofte sådan, at den sælger, der er bedst forberedt, vinder ordren og kunden. Så brug bare denne mulighed for at være godt forberedt.

Du kan jo altid selv vurdere, om radioen skal være slukket hele turen, men lov mig, at du i det mindste slukker den de sidste minutter, inden du er hos kunden.

I øvrigt er det en god ide også at have slukket autoradioen på vej hjem fra kunden. Her kan du med fordel bruge stilheden til at evaluere mødet og i fred og ro gennemgå, hvad kunden sagde. Måske kommer du i tanke om, at der var nogle yderligere muligheder for salg til kunden, som du kan tale med ham om på et andet møde. Er der det, så få dem skrevet ned med det samme (det er vist for resten noget, man kun må gøre, når man er kørt ind til siden).

 

PS: Din salgschef vil elske dine resultater.

Rigtig god arbejdslyst,


Ulrik

Leave a Reply